Jeg har fået hvad jeg fortjente.

Weekenden har ikke just givet det afkast jeg kunne ønske mig, men hvad havde jeg regnet med ?

Mentalt havde jeg fredag aften styret mig ind på, at skulle sætte mig på knæ foran Herren, og invie Ham i mine tanker omkring min snor / for meget frihed. Jeg havde gjort mig klar på, at anmode om, at Han ville trække i min snor. Jeg håbede i mit hjertet at Han ville gøre det, så jeg kunne mærke det.

Herren var dog ganske træt og inden jeg så meget som fik gjort antydninger til, at ville sætte mig på knæ foran Ham, var Han gået omkuld på sofaen efter en hård uge. Jeg studerede Ham, mens Han sov og nænnede ikke, at vække Ham for, at Han skulle tale med mig og MIT behov.

Jeg var trist over, at jeg ikke havde fået snøvlet mig sammen noget før, fremfor, at bruge så meget tid på, at forberede mig. Men er ikke særlig ofte, at jeg sætter mig på knæ foran Herren på denne måde, og denne gang var det jo fordi jeg endnu engang havde klokket i det.

Lørdag morgen blev målet for, at skulle tale med Herren.

Meget tidligt vågnede jeg lørdag og Herren var stået op, frisk som altid. Jeg spurgte Ham forsigtigt, hvad Hans planer var for weekenden, hvortil Han svarede, at der var dømt have arbejde.  (Vi har længe talt om, at vi måtte i haven en weekend for, at få beskåret træer m.v. Og normalt elsker jeg havearbejde. )

Jeg søgte i mit indre, for at finde de rigtige ord og de rigtige formuleringer, men af en eller anden grund fornemmede jeg bare, at tidpunktet ikke var det rigtige. Herren var logget på have arbejde og dermed kender jeg Ham godt nok til, at vide, at så er det ikke lige det rigtige tidspunkt.

Tankerne kørte rundt i hovedet af mig, fordi jeg følte at jeg brændte inde med mine oplysninger til Herren, følte at de gjorde ondt og ville have, at Han skulle lytte og gøre noget.

Jeg ændrede så taktik, og tænkte, at hvis vi nu kunne have en god dag i haven sammen, så kunne jeg måske trænge ind til Ham på en anden måde, så jeg kunne få sagt det jeg ønskede. Normalt kan Herren ikke stå for mine legende øjne og mine drillende ord, normalt reagerer Han ved, at spille bold med mig. Fange de små ting jeg smider op til Ham, så ordene bliver levende og underbygger evt noget godt sex / smæk / at jeg kan mærke Ham. Dernæst plejer jeg normalt, at kunne ændre stemningen ved, at spille dette kort.

Herren var dog også kort med mig i min leg, da jeg satte mig ovenpå Ham og legende meddelte Ham, at en tur i haven da kunne være meget inspirerende. I mine tanker havde jeg allerede set de grene der blev klippet af vores buske og grene. Det måtte da kunne bruges til noget, om ikke andet så et par rap i bagdelen.

Min glæde var dog kort, idet Herren meddelte, at Han havde tænkt sig, at beskærer vores træer og buske og ønskede, at gå alene og hygge med dette. Sagt med andre ord, ønskede han ikke, at høre på mine gode råd og vejledning omkring vores have. OG Ja, jeg kan være ret slem den vej rundt ind i mellem til, at råde og vejlede i vores have.

Jeg blev lige i taget trist og ked af det, men kunne godt høre, at Herren ikke ønskede min hjælp og at jeg måtte kaste min energi på et andet af vores projekter i haven, frem for at være lige omkring Ham.

Jeg besluttede mig dog for, at jeg ikke ville tabe modet med, at få stemningen drejet, drejet så Han ville spille med på mit kort, hvor min legende facon var den styrende.

Min energi lagde jeg i, at rense nogle pyntesten, der ligger i et afløbs rende. Alle stenene skulle op og sorteres for blade, hvorefter afløbsrenden skulle renses. Om det var et bevidst valg, at jeg valgte dette, som følger af at have behov for, at sidde på knæ ved jeg ikke. Men jeg sad i hvertfald på knæ mens jeg foretog mig dette. Tankerne kørte rundt omkring, hvad jeg lige skulle finde på, for at få Herren i tale og få Ham derhen, hvor jeg ønskede Han skulle være, for at Han var i lytte mode. ( Og trække i snoren )

Det meste af formiddagen svingede mit humør med, at have modet til at forsætte min legende facon til, at svigte mig og bare blive ked af det og trist. Hen over middag gik jeg til Herren der stod i drivhuset, stillede mig op foran Ham, mens jeg trykkede mig ind til Ham.

Jeg havde umådelig meget lyst til Ham, havde lyst til at Han skulle tage mig, havde lyst til, at Han skulle bruge Hans magt. Herren var stadig i have mode, og først da jeg klart udtrykte, at jeg nød, når Han trykkede Hans halvstive lem mod mit skød, lyste Hans øjne lidt.

Mine øjne var legende, mine hænder var ivrige med at kærtegne Herren, kyssede Ham let og sagde, at jeg havde lyst til at ”lege”. Havde lyst til ,at Han skulle bruge Hans magt, forklarede Ham med en legende sætning, at det måske ville hjælpe så jeg ikke havde alt den snor.

Jeg følte mig som det lille tigerdyr i Peter Plys, følte at jeg hoppede rundt og bare gerne ville leges med og ventede kun på, at Herren ville sige noget, som kunne vise, at Han ønskede at bruge Hans magt senere på dagen ( børnene var hjemme her om eftermiddagen).

Jeg følte, at jeg løb lige ind i en dør med lynets hast, da Han meldte ud til mig, at det skulle jeg ikke forvente. Der gik dog lidt inden det rent faktisk gik op for mig, hvad det lige var Han havde sagt. Da jeg i mit fjollet mode var 100 % sikker på, at Herren ville give mig kælesmæk om aftenen eller lign.

En frustration væltede ind over mig, fordi jeg var ikke nået længere i forhold til, at få Herren til at trække i min snor. Jeg havde nu fået det sagt til Ham, at jeg havde behovet for det og at jeg ønskede, at Han skulle gøre det og helst NU.

Inderst inde var jeg godt klar over, hvorfor Herrens svar var som det var, fordi den omtalte frihedsperiode med mere plads til kvindedelen i mig, var årsagen. For at give mig den del, har Han måtte gå på kompromis med noget i Hans Herre del. ( Desværre en af de ting, som er en nødvendighed, når man også er mand og kone ). Jeg havde argumenteret kraftigt for, at få denne her friheds periode og stod nu og bad Ham om, at ændre det tilbage, så der ingen frihed var.

Men til trods for, at jeg inderste inde godt var klar over, at det var meget at bede Ham om, ønskede jeg at Han skulle vækkes til live, ønskede at jeg kunne sno Ham til, at trække i snoren. Mine tanker kredsede rundt, for at finde nøglen til, at få Herren til, at gøre som jeg ønskede.

Jeg var ude i, at planlægge et totalt provokerende oprør, som jeg i mine tanker ikke kunne forestille mig andet end ville virke, så Han pustede sig op og fik mig på plads. Nemlig, at stille mig an i et bestemt outfitt, pisken over skuldren, godt sminket, så jeg ville ligne en Domina. Tænkte, at Han så ville ”banke” mig på plads, hvis jeg valgte denne tilgang.

Ideen blev dog kastet væk, da jeg for det første synes det var en syg idé. Jeg er ikke nogen Domina og ville ødelægge mig selv totalt, ved at provokerer sådan. Dernæst var der en risiko for, at Herren ikke ville reagerer, som jeg ønskede. Så ideen blev smidt langt væk og i dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg var så langt ude i mine tanker, da det slet ikke ligner mig.

Herren tog sig en lur omkring spisetid og jeg besluttede, at putte børn tidligt, så de ikke var ” i vejen”, hvis nu Han skulle have besluttet sig for, at køre mig langs fodlisten. Jeg besluttede, at vække Ham ved, at tilfredsstille Ham med min mund, men desværre nåede Herren at vågne inden jeg havde puttet børn. Så den faldt til jorden stille og roligt desværre.

Herren ønskede at vide hvad der kom i TV,  og med det samme mærkede jeg igen skuffelsen og min ulykkelighed over, at det hele nu var ved, at være kørt helt fast for mig. Men jeg sagde ikke noget, idet at Herrens udmelding tidligere på eftermiddagen havde fået mig til at krybe ind i min egen lille verden. Der kun bestod af et hav af forskellige tanker der kørte rundt med 180 i timen.

Jeg sad hele aftenen og håbede på, at Han ville sige noget, eller gøre noget, som kunne vise mig en åbning til, at vække Ham, til at få Ham i bevægelse. Men ingen veje viste sig.

Meget sent gik vi i seng, og jeg kunne mærke, hvordan jeg søgte Herrens nærvær, søgte at mærke Ham. Dernæst havde jeg umådelig meget lyst til Ham, lyst til at få noget sex, men jeg turde ikke, da Herren overhovedet ikke i løbet af dagen havde grebet mine bolde. Så jeg puttede mig så tæt op af Ham så muligt. Da jeg hørte Hans åndedræt blive tungt startede mine tårer med, at trille stille ned af mine kinder. Jeg kunne ikke holde dem tilbage længere, jeg ønskede ikke, at Herren skulle opdage det, da jeg manglede ord for den ulykkelighed jeg følte.

Om Herren har opdaget mine tårer ved jeg stadig ikke, men jeg kunne mærke, at Han trak mig tættere og strøg mig over håret. Der blev ikke sagt noget i den tid, hvor mine tårer blev ved med, at strømme frem, men Herrens strøg over mit hår stoppede ikke.

Jeg vågnede med store poser under øjnene her til morgen, som følger af at jeg i nat havde grædt. Følte mig bestemt ikke i bedre humør, og havde allermest lyst til at gemme mig under min dyne. Herren var stået op og kom op med en kop the til mig og sig selv, mens tavsheden var det eneste der kunne ”høres”.

Herren puttede sig under dynen efter at have drukket sin the, trak mig ind til sig og blundede let. Jeg kunne igen mærke min lyst efter Ham, kunne mærke at jeg ikke ville kunne gå endnu en dag uden, at mærke Ham på en eller anden måde. Jeg var forsigtig, da jeg lod min hånd kærtegne Hans lem, var angst for om Han ville flytte min hånd igen, men gjorde Han ikke.

Hans lem var helt vågen og jeg nød, at mærke, hvordan den voksede mellem mine kærtegn. Mit eget skød brændte af længsel efter Ham, men inden jeg fik set mig om, havde Herren presset Hans stive og store lem ind i min mund. Han mundkneppede mig skiftende mellem hårdt dybt til blidt og langsomt. Han forsatte til at Han kom i min mund. Jeg nød ,at mærke Hans sæd løbe ned af min mundvig, nød at Han ønskede, at bruge mig. Men det var bare ikke nok.

Havearbejdet kaldte desværre igen. Lige idag kunne jeg næsten ikke hive mig afsted til, at skulle ud og lave noget igen. Jeg følte mig så træt og stadig ulykkelig og trist. Ønskede inderligt, at Herren bare ville sige, at nu skulle Han nok trække i snoren, at nu ville Han redde hele min verden. Men vidste at Han ikke ville gøre det, vidste at der kun var en vej frem for mig, nemlig at gå i haven og få lavet noget.

Mens jeg gik og samlede blade og grene, tudede jeg som idiot, tudede fordi jeg følte, at det var synd for mig. Synd for mig, at min Herre ikke ville tage fat i mig, som jeg nu ønskede. Jeg tudede så snotten stod ud af hovedet på mig, og da Herren kom imod mig, sørgede jeg for, at intet var synligt. Jeg ønskede ikke, at Han skulle se mig tude, ønskede ikke, at Han skulle trøste mig eller lign ( ville Han nok heller ikke have gjort, men ønskede ikke, at løbe risikoen for det).

Herren fløjtede og var i godt humør, og jeg forsøgte, ikke at ødelægge det, så drak kaffen sammen med Herren i haven som Han ønskede og gik så igang med at lave noget igen.

Her til aften er jeg stadig trist, men er holdt op med at tude. Jeg føler mig umådelig træt og mørbanket både fysisk og psykisk. Fysisk fordi jeg har kørt de første 100 store trillebør fulde med have affald og slæbt grebe mv. Psykisk fordi jeg har hoppet rundt som en hoppebold med mine følelser og tanker.

Jeg er rimelig rolig, faktisk føler jeg mig stille. Jeg føler ingen trang til, at gøre oprør for, at få Herren til, at agerer som jeg ønsker, føler ingen behov for, at afprøve andre små jule lege for, at få Ham til at trække i snoren.

Jeg VED, at Han ikke trækker i snoren, før at jeg har sat mig på mine knæ og det er fuld forståeligt. Hvis Han gjorde det ville jeg nok miste respekten for Ham, da Han jo så bare ville hoppe fordi jeg bad Ham hoppe.

Denne her frihedsperiode, var en svær en at få på plads, det har kostet Ham på Hans konto og dermed ændres Hans handlinger ikke bare. Jeg kender Ham godt nok til, at vide, at inden Han ændre noget, / trækker i snoren, må Han vide om jeg inderligt mener det eller ej. Vide sig sikker på, at jeg ikke bare lige havde en enkelt dag, hvor jeg var i legende og fjollet humør, og dermed ønsker, at snoren er kort, for så at forlænge den, så jeg igen kan styrte rundt med min kvindedel.

Jeg burde have vidst bedre end, at bruge en hel weekend på alle mulige julelege, burde have vidst at jeg ville ende som jeg sidder idag. Trist og ulykkelig over mine egne evner som slavinde, til trods for, at jeg i så mange år har kendt til denne del af mig selv. Jeg har brugt umådelige mange timer på, at lære mig selv, at kende lige nøjagtigt her, og alligevel er jeg endt et sted, hvor jeg før har været. Endt et sted, hvor jeg kender svaret: Nemlig,at jeg ikke KAN håndterer for meget frihed, ej heller selvom jeg gerne vil. Så er det her blot en af de ting mine evner ikke rækker til desværre.

Når jeg læser mine egne ord ovenfor, føler jeg en dyb følelse af skam over min egen opførsel, mine ringe evner. Jeg burde kunne have klaret det her langt bedre i stedet for, at lade MINE behov være styrende frem for, at se verden gennem mine slavindeøjne.

Men heldigvis har jeg fået lige hvad jeg fortjente, nemlig ingen ting.