Kvinden i mit liv.

Hun er smuk af ydre, hendes indre er rummeligt og hendes hjerte er fyldt op med varme, nærhed og ømhed.

Hendes øjne er levende, legende og udfordrende. De har altid kunne bore sig ind i mig for, at finde svar, svar som skulle lede og guide mig i den rigtige retning i forhold til mange af livets udfordringer.

Hun har været i mit liv i mange år, og vi har været meget tæt, men også været på afstand af hinanden de sidste år.

Jeg har ikke i nogen tid tænkt på hende, som værende ” kvinden i mit liv”, men små ord og signaler viser mig, at hun er kommet videre i hendes liv. Hvilket fik mine tanker ledt hen på hende og vores forhold til hinanden.

Jeg havde ikke længe forholdt mig til mine følelser i forhold til hende og vores forhold, hun var bare forblevet ”kvinden i mit liv”. Selv efter af afstanden mellem os var vokset og blevet større. Måske fordi det var det letteste, frem for at se på sårende følelser og ærgelser i øjnene.

Efter at have forholdt mig til mine følelser omkring hende og vores forhold, er jeg nået frem til erkendelsen af, at vi havde noget specielt sammen. Hun er stadig en beundringsværdig kvinde på mange områder og vil altid have en speciel plads i mit hjerte. MEN det vil være forkert, at holde fast i, at hun er ” kvinden i mit liv”, bare fordi det gør for ondt, at give slip.

Og det gør ind i mellem ondt, at give slip på noget, der har været inde i sjælen og sætte spor. Men jeg ved også, at når der gives slip på noget, skabes pladsen til noget nyt. Om der nogen sinde igen kommer en ” kvinden i mit liv” er uvist, men jeg fornemmer, at det kun er noget jeg kommer til, at opleve den ene gang.