Mine ønsker - Mit mål.

Jeg beundre min Herre for, at rumme styrken til, at lade mig have en weekend, som den jeg lige har overstået.

Beundringen ligger i,at Han formår, at holde Hans verden så klar, at se verden så klar, at Han ikke bliver blødsød.

Det er sjældent, at jeg græder, meget sjældent at mine tårer får frit løb. Mine tårer kunne have lokket Ham til, at give efter, men Han holdt Hans faste fokus ved, at se verden gennem Hans Herre øjne.

Min beundring ligger i, at Herren formår, at se på mig som en ulykkelig slavinde og ikke en ulykkelig kone. Det kræver styrke og mod, at holde den vinkel på, når man som vi lever som både Herre – slavinde og mand og kone.

Mit indre er fyldt op med følelser og tanker idag, som gør at jeg har svært ved, at flytte mit fokus til mit job. Men jeg føler ingen panik over, at jeg ikke kan flytte min fokus, fordi det er bare arbejde. Mens mit liv med Herren, mit liv som slavinde er MIT LIV.

Det er ikke ofte, at jeg tilsidesætter mit job, for at bruge tid og energi på, at pleje os og mig på denne måde. Den tid der er gået med friheds perioden har ladet mig op på mine arbejdsmæssige batterier, men også tappet mig fuldstændigt på mit slavinde batteri. Også selvom jeg ikke i denne periode har sluppet helt, tingene har stadig kørt i hverdagen, blot på et noget lavere niveau.

Mit indre brænder for, at handle, brænder for at tjene, brænder for at ”vende tilbage” til hvor jeg har været, så mit indre igen kan boble af glæde over min plads ved Herrens fødder. Mit utålmodige sind er klar til, at kaste mig over opgaven og få orden og styr på tingene, men jeg ved heldigvis bedre. Ved, at dette her ikke kan gøres hurtigt, hvis det skal gøres ordentligt.

Jeg må give mig selv tid til, at få hele mig med i mine handlinger overfor Herren, jeg må give Herren tid til, at se og fornemme mig og den vej jeg ønsker. Det kan ikke gøres i løbet af en uge eller 14 dage, hvis hjertet og sjælen skal med.

Jeg har endnu ikke vekslet et eneste ord med Herren omkring weekenden eller min sindstilstand, og det er uvant for mig. Fordi normalt ville jeg anmode om tid til, at få talt med Herren, få farvet billedet for Ham, så Han ved hvor jeg er henne. Men denne gang føles det rigtigt for mig, at lade mine handlinger vise og farve billedet frem for ord.

Jeg føler mig meget stille og siger ikke så meget. Min tavshed i weekenden har skyldes, at jeg håbede at Herren ville sige noget, ville gøre noget. Mens min tavshed nu er for, at give plads til mine handlinger og indre arbejde med mig selv, for at finde på plads igen. Mit indre beder til, at Herren ikke bryder tavsheden men har tålmodighed til, at lade mine handlinger vise vejen.

Mit indre beder til, at Herren denne gang ønsker, at gribe de bolde jeg spiller op til Ham, at Han langsomt men sikkert tager fat i snoren igen, og langsomt haler den ind.

Min største angst er, hvis Han ikke ser mine handlinger, hvis Han ikke læser mig som slavinde, men ser mine handlinger som noget konen gør. Jeg frygter det og når jeg mærker denne angst, får jeg lyst til, at buldre ud med alle mine ord, for at sikre mig at Han VED besked.

Angsten er en farlig fjende ind i mellem, men lige nu og her har jeg kontrol over den, og ved at jeg skal være ekstra opmærksom på, at den kan få mig på afveje. Få mig til at falde igennem og vælge den letteste vej, nemlig at sige mine ord frem for, at lade handlingerne vise vejen.

Min Herre ved, at jeg skriver blog, og har fået linket til den i sin tid da jeg startede med det. Men ærligt, så ved jeg ikke hvor meget Han læser på den længere. Specielt ikke efter, at frihedsperioden trådte i kraft, da noget af pladsen til slavinde delen blev overtaget af tid til kvinden.

På den ene side ville jeg ønske, at Han læste mine ord, da Han dermed ville følge mine indres bevægelser, ville kunne se, at jeg arbejder med mig selv. På den anden side ønsker jeg det ikke, da mine ord dermed er blevet ”sagt” og dermed vil handlingerne ikke være det eneste Herren ser og fornemmer.

Dernæst føler jeg en stædighed for, at selv ville det her og selv ville kunne det her. Jeg har ikke behov for trøstende ord eller en hjælpende hånd, og er angst for, at Herren vil komme til, at give mig en hjælpende hånd, hvis Han læste mine ord.

Jeg har selv placeret mig i den situation jeg p.t er i, og dermed må jeg også selv arbejde mig tilbage, hvor jeg ønsker, at være.

Min stædighed for at lykkes, er blandet med usikkerhed for, om jeg nu formår, at få Herren ”med”, om jeg formår, at appellerer til Ham, så Han forstår via mine handlinger.

Min usikkerhed skyldes, at Herren aldrig før har handlet på denne måde, Han har aldrig ladet tavsheden fylde, eller ladet mig gå i flere dage uden, at Han har nusset omkring mig. Han har aldrig ladet mig gå i flere dage uden, at gøre krav på at bruge min krop, Han har aldrig virket så kold og ”ligeglad” med mine krumspring og forsøg på, at fange Hans opmærksomhed.

At Han ikke gør brug af Hans ret til ,at bruge mig seksuelt, gør at jeg higer efter Ham. Jeg har lyst til Ham hele tiden, lyst til at få noget sex. Lyst til, at Han skal tage mig og bruge mig som det jeg er. Min mekanisme slår ikke fejl her, den virker som altid. Er der noget jeg ikke kan få, eller noget jeg normalt ”bare får” og det forsvinder. Mit indre starter med det samme med, at søge efter at få det. Søge efter at opnå det igen. Herefter bliver det til en umådelig længsel, som er ubeskrivelig.

Jeg nyder, at Han ikke lader mig få, nyder at føle min lyst til Ham på denne måde. Nyder at jeg føler mig usikker på Ham, da det er med til at holde mig selv det rigtige sted.

Jeg har inderligt ikke lyst til eller ønske om, at Han skal lade mig få noget som helst gratis. Hermed mener jeg, at alt hvad jeg får er noget jeg skal gøre mig fortjent til. Ønsker, at Han er hård og kontant og ikke giver ved dørerne denne gang. Ønsker i hjertet, at Han vil lade mig arbejde hårdt for, at opnå de ting jeg ønsker at få, frem for at de bliver givet for let.

Mit indre håber og ber til, at Han holder ved hvor Han p.t er, hvor jeg føler, at jeg skal arbejde for, at få noget. Hvor jeg føler, at jeg skal gå på listefødder for, at føle mig sikker på, at jeg ikke bevæger mig på afveje.

Mit ønske om, at vende retur ville falde til jorden, hvis Han skulle få ondt af mig, eller skulle give mig for meget. Så håber og ber til, at Han formår, at læse mig, så Hans vinkel til stadighed er, at jeg skal arbejde så sveden hagler af mig, før jeg så meget som får spidsen af en negl.

Min snor er stadig alt for lang, men jeg kan føle, hvordan jeg selv er i gang med, at gøre den kortere. Jeg føler, hvordan jeg kravler retur, mens jeg selv haler snoren sammen, i håbet om, at nå helt retur til min plads. Med snoren pænt lagt i mine åbne håndflader og anmoder Herren om, at overtage den igen, hvorefter den rulles ind til den er stram igen.

Det er mit mål.