Tænk før du taler!

Jeg forsøger efter bedste overbevisning, at lære at være tavs på de rigtige tidspunkter. Ikke fordi jeg er pålagt ikke, at måtte sige noget, men fordi jeg ind imellem får mig selv i fedte fadet.

Det sker oftest, hvis jeg er lidt for kæk, som eksempel i går, hvor Herren havde brugt mig i et par timer eller 3, for første gang efter, at jeg er flyttet på mit værelse. Jeg var dejlig mæt og tilfreds og svævede lidt på en lyserød sky resten af dagen.

Da vi nåede sengetid var det tid til, at Herren skulle have overrakt de sidste skrevne ord jeg havde. Dette foregår altid ved, at jeg knælende sætter mig foran Ham og overrækker dem til Ham. Herefter kan jeg rejse mig og forlade rummet eller hvad jeg nu ønsker.

Igår stod Herren op, da jeg overrakte Ham mine skrevne ord, og Han klappede mig på hovedet. Hvorefter at det fløj ud af munden på mig. ” betyder det, at jeg skal blive siddende her mens Han læser ”.

Den var jo som serveret for Herren, og selvfølgelig kom jeg til, at sidde på knæ, mens Han læste mine ord. Og i guder, hvor jeg var træt af, at jeg lige denne aften havde skrevet så meget, da det dermed tog længere tid. Jeg var dødtræt efter at have været oppe før kl 5 og været blevet brugt af Herren i flere timer, så jeg ønskede bare, at komme i seng.

Jeg blev dog siddende og brugte tiden på, at dunke mig selv oven i hovedet for min kækhed. Mens Herren læste og nød, at jeg havde fået mig selv i fedtefadet.

Så overskriften er vist min læresætning.